Rund fødselsdag og en tur til Grønland

08.10.2025

Rund fødselsdag og en tur til Grønland.
Det var “overskrifterne” på Zonta Næstveds oktobermøde. Mangeårige medlem Ulla Pedersen fik overrakt en gul Zonta-rose i anledning af den runde dag, ligesom der vil blive givet en donation til Zonta International i Ulla’s navn. Tillykke!
Derefter “tog vi til Grønland” sammen med Dorthe Flies, stifter og partner i Flies HR. Dorthe har arbejdet i mere end 20 år i Grønland indenfor rekrutering af medarbejdere til både det offentlige og private virksomheder; – et job, som ikke altid er lige nemt og som kræver et godt kendskab til det grønlandske samfund og dets kultur. Som den arktiske ildsjæl hun er i dag, fortalte Dorthe levende om, hvordan hun har fået Grønland helt “ind under huden”. Trods store sociale problmer er Grønland og dets natur fængslende, hvad klubmedlemmerne fik et meget fint indtryk af.
Endnu en givende klubaften inden det i november går løs med kampagnen “Stop vold mod kvinder” – også kaldet “Orange dage” – som Zonta er engageret i sammen med byens øvrige kvindeklubber og krisecentre. Kampagnens kendetegn er den synlige orange farve, som vil præge bybilledet i de 16 dage kampagnen løber. Det bliver “16 days of activism” for afskaffelse af vold mod kvinder. Så hold øje med Zonta Næstveds FB-side fra den 25. november!

Zonta Næstved